Her er de nominerede til Københavns Kongres og Event Award 2019

Her er de nominerede til Københavns Kongres og Event Award 2019

To ud af tre priser er nye, når Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen den 30. april uddeler priser til de bedste og mest markante begivenheder afholdt i hovedstaden i 2018. I dag er navnene på dette års nominerede blevet offentliggjort.
Onsdag, april 10, 2019

Hvert år er København værtsby for en lang række internationale videnkongresser og sportevents, der tilsammen genererer en milliardomsætning til byen. Derudover er kongresser og sportevents med til at bane vejen for udveksling af viden og tiltrækning af investeringer og internationale talenter. I spidsen for det hele står ofte en dansk vært og/eller arrangør, som har afgørende betydning for, at hovedstaden hvert år kan tiltrække et stort antal internationale kongresser og sportevents.

For at hylde de lokale værter og arrangører, der er med til at sætte København på verdenskortet, inviterer Wonderful Copenhagen i samarbejde med Københavns Kommune én gang om året til Københavns Kongres og Event Award. Fælles for de nominerede er, at de i 2018 har afholdt markante kongresser eller sportevents i København.

I år er to ud af tre priser nye for at sætte mere fokus på kongressernes evne til at række ud og danne nye partnerskaber og styrke deres fagfelter. Årets vindere skal således findes inden for de tre kategorier: ’Årets vært for den kongres, der succesfuldt har skabt nye partnerskaber og netværk’, ’Årets vært for den kongres, der succesfuldt har skabt profilering af fagfelt/styrkeposition’ og ’Årets bedste sportevent’.

Vinderne udvælges af to fagjuryer inden for hhv. kongresser og sportevents. Kongresjuryen er nedsat på tværs af bl.a. videnmiljøer, heriblandt sidste års vinder Kirstine Vestergaard (Region Hovedstadens Akutberedskab), og erhvervsliv inden for hovedstadens største kongres-styrkepositioner. Sportsjuryen består af eksperter inden for tiltrækning, udvikling eller afvikling af internationale sportevents.

Vinderne bliver offentliggjort d. 30. april 2019 på Københavns Rådhus.

Læs mere om prisuddelingerne her: www.kbhaward.dk

 

Nominerede til Årets vært for den kongres, der succesfuldt har skabt nye partnerskaber og netværk:

Big Science Business Forum 2018

Begrundelse: Uddannelses- og Forskningsministeriet og Bigscience.dk har med BSBF udviklet en kongres, som imødekommer et behov for mere samarbejde, videndeling og forenklet business mellem forskningsfaciliteterne og industrien. Det har skabt en unik mulighed for at promovere danske teknologier og løsninger til helt nye partnere. Der er samtidig dannet nye internationale netværk og partnerskaber samt en videreførelse af selve kongressen til 2020.

European Congress of Medical Physics 2018

Begrundelse: Med ECMP lykkedes man med at få samlet alle 3 grenspecialer på europæisk plan og fik sat Fysikken i centrum for nye og frugtbare diskussioner på tværs. Samarbejdet med HC. Ørsted-instituttet sikrede en sund økonomi og et overskud, der nu blandt andet bruges til at støtte nationale arbejds- og interessegrupper samt til at give medlemmerne rejse- og uddannelseslegater.

18th World Rose Convention 2018

Begrundelse: Det Danske Rosenselskab har gjort et kæmpe arbejde for at få danske partnere i samspil med kongressen. Lige fra Kongehuset til Københavns Kommune og Post Nord, hvor et interessant samarbejde banede vejen for design af postkort samt en frimærkeserie med roser fotograferet i Danmark. Kongressen har blandt andet også banet vejen for udgivelsen af et samlet værk om dansk rosenhistorie ”The History of the Rose in Denmark” og for genetableringen af Københavns Kommunes årlige rosenkåring i Valbyparken.

 -

 Nominerede til Årets vært for den kongres, der succesfuldt har skabt profilering af fagfelt/styrkeposition:

 Big Science Business Forum 2018

Begrundelse: BSBF samlede for første gang Europas største forskningsfaciliteter med industrien og skabte således et unikt forum for videndeling, udvikling og business. Med 90 deltagere fra 59 virksomheder var danskerne det næstmest repræsenterede land, og den danske fællesstand fik sat yderligere fokus på de danske teknologier og løsninger. BSBF opnåede stor dansk og europæisk mediedækning og blev herhjemme også dækket af TV.

ITS World Congress 2018

Begrundelse: Kongressen understøttede Danmarks og Københavns brand om bæredygtighed og grøn udvikling. Mange danskudviklede løsninger blev lanceret på kongressen og skabte værdi for kongresdeltagerne og for danske borgere og trafikanter fremadrettet. Løsningerne fik international medieomtale, og eksempelvis blev den elektroniske informationstavle for cyklister, som viser alternative ruter ved trængsel på cykelstien, omtalt hos BBC, The Guardian og New York Times, ligesom der var stor opmærksomhed på de førerløse shuttlebusser, som dagligt transporterede 2.000 deltagere fra metroen til Bella Center.

Nordic Clean Energy Week 2018

Begrundelse: Med CEM lykkedes det Danmark at få stor indflydelse på den internationale energidagsorden og få sat en ambitiøs retning inden for grøn omstilling og klimainvesteringer. Samtidig blev NCEW et unikt udstillingsvindue for dansk teknologi og løsninger til beslutningstagere fra hele verden. CEM-mødet høstede god international medieomtale, topplacering på Twitter og var ifølge EU-kommisær Miguel Arias Cañetes ”det mest fokuserede, konkrete og resultatdrevne møde, der endnu har været afholdt”.

 -

 Nominerede til Årets bedste sportevent:

Ishockey VM 2018

Begrundelse: 238.000 gæster fra mere end 80 lande var med, da det første Ishockey VM på dansk grund blev afviklet i maj 2018. Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København lagde is til de 64 kampe. 1100 frivillige var med til at sikre succesen. Turneringen skabte et rekordhøjt turismeforbrug på knap en milliard kroner, hvor langt hovedparten kom fra udenlandske tilskuere. Tallet underbygger Ishockey VM som den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark, målt på samlet turismeomsætning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Del denne side