[Nyt Copenhagen Card til mødegæster] | [Alt om Kongres]

Nyt Copenhagen Card til mødegæster

Det populære oplevelseskort Copenhagen Card lanceres næste år i en skræddersyet udgave til dem, der er i byen til en kongres eller et møde. Kortet skal gøre det nemt for gæsterne at bruge byens kultur- og oplevelsestilbud og samtidig motivere dem til at komme tilbage til København på ferie.
Onsdag, december 7, 2016

Med det nye ’Copenhagen Convention Card’ i hånden kan mødegæster i hovedstaden fra april næste år på en nem måde forene forretning med fornøjelse.

Kortet, der gælder i 120 timer, kommer til at koste 299 kroner, og giver adgang til fem besøg på kortets mere end 70 attraktioner og museer i hovedstadsregionen. Til forskel fra det almindelge Copenhagen Card dækker kortet dog ikke offentlig transport.

Det almindelige Copenhagen Card har de seneste år sat rekord efter rekord, og pr. 30. november 2016 er næsten 140.000 kort aktiveret, hvilket har genereret over 792.000 besøg på museer og attraktioner. Det forventes, at Copenhagen Convention Card kan få mødegæsterne bredere ud i byen, og inspirere dem til at komme tilbage hertil i privat regi.

Del denne side