Her er de nominerede til Københavns Kongres og Event Award 2016 | Copenhagencvb

Her er de nominerede til Københavns Kongres og Event Award 2016

Årets initiativpris:

Native Advertising Days
Native Advertising Institute lavede i 2015 en vovet satsning ved at lade København være vært for en helt nyoprettet konference inden for en ny markedsføringsniche, kaldet Native Advertising. Native Advertising er betalt reklame i medier, hvor annoncen matcher den form, følelse og funktion, som mediet udtrykker.

Verdens første konference indenfor dette blev skabt og formåede at samle over 250 deltagere fra 14 nationer samt etablere en platform til eksperter på tværs af landegrænser. Samtidig cementerede konferencen, Native Advertising Institute som et videncenter inden for denne disciplin. Denne nyetablerede konference vil være årligt tilbagevendende.

12th Annual JA-Alumni Conference – Entrepreneurship for better or for worse
I forlængelse af Københavns kåring i 2015, som Europas bedste hub for start-ups påtog JA-Alumni Denmark sig værtskabet for 12th Annual JA-Alumni Conference – Entrepreneurship for better or for worse. Konferencen har til formål at samle unge entreprenører på tværs af landegrænser og kulturer for at styrke innovation og entreprenørskab i Europa. Der deltog 150 delegerede fra 30 forskellige lande.

Konferencen benyttede bredt Københavns faciliteter – alt fra det hippe Vesterbro til det mondæne Frederiksberg samt uddannelsesinstitutionerne, således at de delegerede blev præsenteret for et alsidigt København.  Herudover var der taget et særligt initiativ til et Start Up Race, hvor de delegerede blev sendt på et motionsløb rundt i byen, hvor ruten indebar stop hos byens bedste start ups, der præsenterede deres cases. Initiativet er frem over et blivende element på konferencen og vil blive kaldt Start Up Safari. 

University of Copenhagen Postgraduate Law Conference 2015
På initiativ fra en række PhD Fellows fra det juridiske fakultet på Københavns Universitet opstod konferencen; University of Copenhagen Postgraduate Law Conference 2015, som den første af sin art inden for nordisk retstradition.  Konferencen demonstrerede en ny vinkel for processerne omkring internationalisering omkring retsuddannelse. Både dansk, nordisk og international retsforskning blev præsenteret til den internationale forsamling på en række nye måder.
En af de overordnede strategiske resultater af konferencen var blandt andet muligheden for at kunne fremme samarbejdet mellem nordiske og europæiske lande. Dette giver en god platform for nye forskere til at konkurrere globalt. Herudover har konferencen stimuleret muligheden for flere PhD-stipendier i Danmark inden for dette felt.

Årets bedste sportevent:

VM i Bueskydning 2015
VM i Bueskydning skabte i sommeren 2015 et internationalt opsigtsvækkende sportevent i midten af København på Christiansborg Slotsplads. Eventen, som i den grad har understreget Københavns evne til at tiltrække store sportevents, beviste med verdensmesterskaberne at kunne tiltrække 590 skytter fra 92 lande og skabe en betydelig og imponerende turismeøkonomisk omsætning. Det største VM i bueskydning til dato.

I en storstilet PR og kommunikationsstrategi blev der sendt bueskydning til 90 TV stationer over 5 kontinenter.

VM i bueskydning opnåede en bred forankring til byen med et involverende out-reach program til skoleelever og andre interesserede, som dermed gjorde sporten til mere end blot for eliten.

ICF Canoe Sprint World Cup 2015
Værtskabet for ICF Canoe Sprint World Cup 2015 gav Danmark en unik mulighed for at vise danskerne og verden toppen af kajaksporten – i et år hvor der kæmpes om OL-kvalifikation og alle atleter er i absolut topform. Det gav samtidig det stærke danske kano og kajak-sprintlandshold med René Holten Poulsen og Henriette Engel Hansen i spidsen, den første chance for at optræde på hjemmebane i 22 år. En god event med en stor gennemslagskraft målt på ca. 3000 tilskuere, akkrediterede medier og pressedækning.

Koblingen mellem selve eventen og ”Science Corner”, som var en interaktiv naturformidling er et godt eksempel på tværgående tænkning i idrætten og eventen er med til at understøtte behovet for den forestående renovering af rostadionet i Bagsværd.

Copenhagen Open – EM i Standarddans for professionelle
1000 sportsdansere fra mere end 20 nationer og op mod 2000 tilskuere satte hinanden i stævne ved EM i standarddans og Copenhagen Open, som blev afviklet på Tivoli Hotel & Congress Center med højt sportsligt niveau.

En klassisk sport, som på udmærket vis forsøger at bringe sig i søgelyset i en tid, hvor innovation er i højsædet. Eventen var i høj grad med til at skabe opmærksomhed omkring sportsdansen i Danmark og 90% af den blev arrangeret af frivillige hænder fra Sportsdanserforeningen KAF.

Årets Kongresvært for kongresser med mindre end 1.000 deltagere:

ECCA - The European Climate Change Adaptation Conference 2015
De danske værter udviste stort engagement og vilje til at bringe kongressen til Danmark. Danmark er en live-showcase for det, som kongressen handler om; nemlig klimatilpasning og et unikt samarbejde mellem Københavns Kommune og Dansk Industri på tilpasningsområdet var et af de førende argumenter. Kongressen leverede på et politisk meget højt niveau og opfyldte stort set alle vurderingskriterierne.

Et samarbejde med State of Green sikrede dansk erhvervsrepræsentation på konferencen og besøg til tilpasningsprojekter medvirkede til at booste dansk viden og løsninger inden for dette vækstområde. Konferencen i København har genereret international bevidsthed og medieomtale om klimatilpasning og København. Samtidig har konferencen demonstreret vigtigheden af public-private partnerskaber, som er afgørende mht. klimatilpasning.

ICES Annual Science Conference
Kongressen viser i tillæg til det høje faglige niveau en stor fantasifuldhed, engagement og originalitet. Kongressens tema lægger sig tæt op af styrkepositioner i Danmark inden for marinevidenskab og det videnskabelige program skabte opmærksomhed i både danske og internationale medier. Et af disse temaer, the Baltic Sea, har haft en indvirkning af høj vigtighed for dansk fiskeindustri. Studerende fra både Danmark og Greater Copenhagen fik mulighed for at deltage, og der blev i denne forbindelse gjort kreativt brug af de sociale medier ved at anvende dem på en skæv måde. Store dele af byen blev brugt til en række ture og sociale arrangementer med anderledes anvendelse end, hvad der er traditionelt for en konference. Dette var medvirkende til at vise diversiteten i Københavns potentiale som kongresdestination samt en moderne version på at lave en konference i byen.

EACD 2015 - Congress of the European Academy of Childhood Disabilities
Kongressen blev afviklet som et meget originalt arrangement med topforskere og opnåede en imponerende evaluering, hvor 96 % af respondenterne udtrykte sig til overordnet at være meget tilfredse. Engagerede danske værter var tilbage i 2012 med til at vinde kongressen til København og indledte herefter et tværfagligt samarbejde mellem offentlige og private aktører med deltagelse fra Københavns Universitet, Helene Elsass Centeret, DTU, Dianalund Epilepsihospital samt en forældrerepræsentant.

Faglige ture til institutioner i Gentofte viste hvad Danmark kan tilbyde handicappede inden for pasningsområdet og åbent hus arrangementer fandt sted på Helene Elsass Centeret for at vise dansk forskning og rehabilitering inden for dette felt samt skabe nye samarbejdsrelationer. De danske værter valgte tillige at holde et arrangement ved klatrecenteret Blocs and Wall for at sætte yderligere fokus på – og kontrast til fagområdet.

Årets Kongresvært for kongresser med mere end 1.000 deltagere:

EAPC 2015 – 14th World Congress of the European Association of Palliative Care
Med afsæt i den palliative (lindrende) indsats, som er et relativt nyt område i Danmark, formåede den Palliative forskningsgruppe på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet at trække verdenskongressen EAPC til København for første gang nogensinde. Kongressen, der blev afholdt i Bella Center og havde kongeligt protektorat, blev den største EAPC kongres i historien. Med sin høje faglighed får kongressens afholdelse stor betydning for forskningen i både Danmark og internationalt i udviklingen af palliation til gavn for både det palliative miljø og ikke mindst patienterne. Samtidigt skabte kongressen et overskud som skal bruges til den fremadrettede palliative indsats.

16th International Inner Wheel Convention
Inner Wheel og dets verdenskongres repræsenterer det meget brede humanistiske og samfundsmæssige favnelse for kvinder og børn. Afholdelsen af verdenskongressen i København vidner om en organisation af højt engagerede medlemmer og frivillige, som lavede et ambitiøst og spændende program, der tiltrak langt flere deltagere end forventet. Kongressen, der havde HKH Kronprinsesse Mary som protektor, blev afviklet både professionelt og kreativt med højt udbytte, hvilket har skabt helt nye standarder for konferencen. Kongressens Hospitality Evening afvikledes mange forskellige steder i byen og viste Københavns diversitet og gav et indblik i dansk erhverv. Kongressens overskud gik til danske Maternity Foundation, som hjælper kvinder i 3. verdenslande til bedre sundhed i forbindelse med fødsler.

EWEA Offshore 2015
Afviklingen af EWEA Offshore i København cementerede Danmarks globale førerposition inden for offshore vindkraft. Kongressen blev, i tæt samarbejde mellem EWEA og Vindmølleindustrien samt en række danske aktører, meget professionelt tilrettelagt og havde stor indvirkning på det danske samfund. Kongressen favnede både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.

De danske værter har formåede aktivt at inddrage de studerende i workshops samt engagere mange danske virksomheder og organisationer i en stor fællesudstilling. Samtidig var der under kongressen en stor involvering af praksis gennem tilrettelagte delegationsture rundt i hele Danmark, som var med til at brande Danmark og danske løsninger inden for dette felt. Der blev skabt et nyt 1-dags Forum, som bliver fast element fremadrettet på kongressen. Den succesfulde afvikling af kongressen har skabt muligheden for at Offshore eventuelt kan vende tilbage til København på mere fast basis.

Del denne side

Klik her for at læse om vurderingskriterierne

Juryen vil vurdere fire forskellige kategorier. Læs hvilke kriterier der vurderes ud fra.